Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
19. december 2025

Bridge er fortsat fritaget for moms

 

Skatterådet har den 18. december 2025 meddelt, at bridge fortsat kan være fritaget for moms. Der skulle ellers have været lagt moms på bridge pr. 1. januar 2026

Afgørelsen har stor betydning for bridge i Danmark. At der ikke bliver lagt moms på bridge betyder, at vi kan undgå kontingentstigninger i landets klubber, samt at kassererne slipper for en masse administrtivt bøvl.

Skatterådets afgørelse er kulminationen på flere års arbejde for at påvirke den politiske proces, hvor sekretariatet har ydet en stor indsats, ikke mindst økonomi- og regnskabschef Morten Henningsen og tidligere direktør Charlotte Fuglsang - kyndigt assisteret af revisionsfirmaet Deloitte. Samtidig har både klubber og enkeltpersoner over hele landet bidraget med et stort arbejde. Morten Henningsen skriver på Facebook:

"Vi var aldrig kommet i mål uden de mange engagerede og kompetente indsatser, som vores medlemmer har bidraget med i de seneste måneder. I har sparket til alle, der har kunnet fremme vores sag. Der er skrevet kronikker og læserbreve, I har lavet pressearbejde, og I har fodret Deloitte med al det skyts, som de kunne fyre af på mødet med Skatterådet. Man skal normalt ikke takke på vegne af andre. Men jeg vil alligevel gerne takke på hele bridgedanmarks vegne."

Til grund for afgørelsen lægger Skatterådet, at bridge må betragtes som en kulturel aktivitet og derfor skal fritages fra moms. Du kan se en pressemeddelelse her. Og du kan læse hele afgørelsen her.

Afgørelsen gælder i første omgang kun bridge og ikke andre tankesportsgrene. Baggrunden er, at bridge var udvalgt som prøve-tankesport i Skatterådet, da bridge er den største tankesport i Danmark. Men Skattestyrelsen vil nu undersøge, om kendelsen kan overføres til blandt andet skak. Skæringsdatoen for moms på andre tankesportsgrene er derfor udsat til 1. januar 2027. Moms på undervisning i fysisk træning, sang og musik vil stadig træde i kraft som planlagt den 1. januar 2026.

Klubber, der har momsregistreret sig som følge af Skattestyrelsens tidligere udmeldinger om, at de skulle være momsregistreret pr. 1. januar 2026, kan få deres momsregistrering annulleret. Klubberne skal skrive til omregistreringforeningmoms@sktst.dk med oplysning om klubbens fulde navn og cvr-nummer. Klubber bedes anmode om at få annulleret deres momsregistrering inden den 1. marts 2026.

Flere medier har allerede bragt nyheden på baggrund af en meddelelse fra Ritzau:

B.T.

Kristeligt Dagblad

DR